Test af Andro Rasanter R45

Test af Andro Rasanter R45

Vi har testet Rasanter R45 fra Andro - en belægning, som virkelig tilbyder power, men samtidigt kan styres af mange spillere.

Dagens test var med 1,7 mm svamp på Inzone Columbia ALL+ - hvilket er en kombination, som vi på forhånd har forventninger om, kunne være en god allround-løsning. Columbia ALL+ er et af vores favorit test-battræ, på grund af en fin og klar respons – det er let at mærke bolden, og hvordan bold, belægning og træ reagerer sammen. Og da der er tale om en relativt blød og tynd belægning, skal battræet ikke være for stift, hvis belægning og træ skal spille godt sammen – derfor har vi valgt Columbia ALL+ i stedet for Explorer OFF-, som vi brugte i vores test af MX-D.

Det er et meget livligt bat med godt greb i bolden, en rigtigt lækker fornemmelse i boldtræffet, hvor man virkelig kan mærke bolden, og hvor den meget spændstige belægning griber bolden godt inden den sendes afsted med rigtigt god kraft. Belægningen er nok lidt til den bløde side, men føles bestemt ikke så blød, at den bliver slatten, og mister greb – det kan være et problem med meget bløde belægninger.

Fornemmelsen er tættere på Rasanter R42 end på R47, men det virker som om, at belægningen holder lidt længere på bolden, så man får lidt mere kontakt, lidt mere kontrol og lidt mere skru – og belægningen føles stadig meget livlig.

R45 er en rigtig allrounder – altså den kan det meste rigtig godt. Dog skal man trods alt være opmærksom på, at det er en hurtig belægning – og er derfor mest til øvede bordtennisspillere som gerne vil spille aktivt. På begynderniveau er den for levende, og spiller man fx meget prik-spil, så vil man nok have fordel af en mere passiv belægning. Men til øvede spillere, som gerne vil lidt af hvert, der er den virkelig god. 1,7eren som vi tester har sejhed og kraft nok til det meste, men nogen vil da have fordel af en lidt tykkere svamp. Spiller man mere kraftbetonet, så kan R48eren være et bedre alternativ – eller Tibhars Evolution MX-D som vi testede for et par uger siden.

Sammenlignet direkte med konkurrerende belægninger:

Andro Rasanter R42: Her vinder R45. Mere kraftfuld, mere boldkontakt, mere skru. Det er ikke store forskelle, men de er der.

Tibhar Evolution EL-P: EL-P er en af vores favoritter til baghåndsblokering. Den har ikke den samme fine boldfornemmelse, ikke helt så meget skru, og griber ikke bolden nær så godt. Men lige på baghåndsblokeringen, der vinder den nok stadigvæk.

Tibhar Evolution EL-S: EL-S er en af vores favoritter til kontrolleret forhåndsloop. Lige en tand under de hurtigste i fart, men rigtig meget skru og en meget høj boldkurve. Men lige som med EL-P så føles den sådan lidt grov sammenlignet med R45. EL-S vinder måske lige på målstregen på spidskompetencen loop på underskru, men R45 tager det meste af resten – og igen er boldfornemmelsen en klasse over.

Belægningstip:

Nogle belægninger er sat op til skru og især loop, mens andre er sat op mere i retning af blokering og kontra. Den første type er de mest almindelige, og bruges både på forhåndssiden og baghåndssiden. Den anden type bruges mest på baghåndssiden. Eksempler på den første type er Andros Rasanter R-belægninger, mens Rasanter V er den anden type.