Stiga er lige kommet med deres nyeste belægning DNA Dragon Power. Med en klæbrig overflade og en svamp på 2.15 mm (samme som Hurricane 3 neo), så er der helt klart tale om en hybrid-belægning. Dette passer jo også meget godt ind i tiden, hvor den generelle tendens er, at belægninger skal være så hårde og klæbrige som overhovedet muligt.
Hvor denne serie af belægninger (den kommer i både en 52.5, 55 og 57.5 version) skiller sig ud, er ved, at svampen er noget mere porøs, end alle andre hybridbelægninger. Hvordan dette påvirker spilleegenskaberne, er der jo kun en rigtig måde at finde ud af på - den skal selvfølgelig testes.
Pt. skal man jo næsten bruge et Cybershape-træ, når man har med Stiga belægninger og gøre. Selv sagt spiller de antageligt også rigtigt fint sammen med mange andre træ, men det er alligevel et Cybershape-wood jeg har anvendt til testen. Dette er også rigtig fint, da træet spiller som en del andre OFF- træ uden kunstige (carbon etc.) finér.
I forhånden har jeg Stiga Dragon Power 55 og i baghånden har jeg Stiga DNA Dragon Power 52.5.
Det første jeg lægger mærke til, da jeg starter med at spille med battet, er, at det er relativt tungt - nok pga., at belægningerne i sig selv vejer mere end almindeligt. Dette gør, at timingen bliver lidt anderledes, men det er ikke meget andet end en lille omstilling.
I baghånden er det meget tydeligt, at belægningen er noget nemmere at baghåndspresse og blokere med end andre hybrid-belægninger. Faktisk så meget, at det ikke ville undre mig, hvis det er tanken, at Truls Möhregårdh skifter til denne på et tidspunkt. At den er nemmere at presse med, skyldes nok, at porrerne er lidt større, hvilket giver et lidt mere direkte spring i bolden. Generelt var jeg faktisk rigtig glad for belægningen på baghåndssiden, hvor jeg følte, at min defensiv var enormt stabil uden, at jeg egentlig gav kald på kvaliteten i mine offensive slag.
I forhånden oplevede jeg ikke helt samme tilfredsstillelse. Måske er det et tilvendingsspørgsmål, men jeg oplevede simpelthen, at belægningen alt for ofte ikke tog ordentlig fat i bolden. Det er jo bare min oplevelse, men alligevel blev jeg aldrig rigtig gode venner med den. I serv-retur spillet synes jeg ofte også, at den blev lidt for hurtig, når jeg ville lægge kort. Alt i alt ikke en fantastisk oplevelse fra min side, men omvendt er det også en noget anderledes belægning fra NUZN 55, som jeg normalt spiller med, så det kan sagtens være, at andre spillere, med en anderledes teknik, kunne blive glad for den.
I sidste ende synes jeg, at det er rigtig spændende, at STIGA er villige til at afprøve en lidt anderledes type hybrid-belægning, og jeg er helt sikker på, at for nogle spillere vil det være deres nye yndlingsbelægning - måske specielt i baghånden.