Battræ laves af krydsfinér, hvor man benytter en eller flere forskellige træsorter for at opnå de ønskede spilleegenskaber. De fleste battræ er med 5 lag finér, mens enkelte er med 7 lag eller flere. Battræ er ofte opbygget således, at de yderste lag er de hårdeste, mens de midterste lag er blødere.
I en del battræ anvendes desuden forskellige andre materialer, såsom carbon- og glasfiber. Battræ med disse kunstfibre er hårdere, mere stabile og ensartede, og har derfor et større sweet spot end traditionelle battræ. Til gengæld bliver boldkontakten betydeligt kortere, hvilket nedsætter kontrollen. Hårde og stive battræ reagerer bedst ved høj belastning, mens blødere battræ er bedre ved lavere belastning.
Valg af battræ afhænger dels af spillestil, dels af spillemæssigt niveau og træningsmængde. Det handler om at have det rigtige tempo – det er sjældent en fordel med så højt tempo som muligt – og om at have den optimale kontrol. Hårde battræ er svære at kontrollere medmindre man spiller med høj belastning og i øvrigt har god teknik og er i god træning, men selv for spillere på højt niveau er det ikke nødvendigvis en fordel med hårde og hurtige battræ – det afhænger både af teknik og spillestil.
Er du begynder eller letøvet?
Så vil den bedste løsning for dig formentlig være at vælge et af vores færdiglavede bat. Et udvalg af disse kan ses her: Bordtennisbat.
Hvis du selv vil sammensætte dit bat, så er her nogle ting der er værd at overveje:
- Håndtag: Ønsker jeg lige, konkav eller anatomisk greb? De fleste danske trænere anbefaler lige greb, mens konkav er det mest anvendte globalt. Det vigtigste er dog at battet kan holdes afslappet i hånden, og at håndtaget hverken er for stort eller for lille.
- Vægt: Et let bat er i reglen en fordel for børn op til 12-14-årsalderen, men ellers er det ikke nødvendigvis en fordel med så let bat som muligt. Battets samlede vægt afgøres i øvrigt i næsten lige høj grad af belægningerne som af battræet.
- Tempo og, kontrol: For langt de fleste begyndere og letøvede er det en fordel med et battræ der er let at kontrollere – især ved lav belastning. Derfor er relativt langsomme og bløde battræ i reglen de bedste. Bemærk at disse battræ også sagtens kan bruges af spillere på højt niveau – og at man derfor sagtens kan spille med det samme allroundtræ i mange år, selvom man udvikler sig spillemæssigt.
Er du øvet, turneringsspiller eller lignende?
Denne gruppe vil normalt vælge nyt battræ i forhold til hvad de har haft tidligere. Skal mit nye battræ være hurtigere eller langsommere end mit gamle? Skal det være hårdere eller blødere? Lettere eller tungere? Etc. Her kan du kan ringe herind og tale med vores bordtennisexperter og høre deres erfaringer.
Defensive battræ
Defensive battræ er udviklet til spillere der primært spiller defensivt med underskru væk fra bordet. De defensive battræ er generelt relativt langsomme, men varierer meget: Nogle er blandt de langsomste i vores program (fx. Andro Timber 5 DEF), mens andre er lige så hurtige som, eller endda lidt hurtigere end allroundtræene (Victas Koji Matsushita Offensive). De defensive battræ har dog alle det til fælles, at de er lidt større end de øvrige battræ og at de generelt er lavet af relativt bløde træsorter.
Allround battræ
Allroundbattræene kan bruges af alle typer spillere - på alle niveauer. For begyndere og letøvede er de et oplagt valg, men også for spillere på relativt højt niveau bruges de ofte. Nogle defensive spillere foretrækker allroundtræ fordi de er mindre og lettere end de traditionelle defensive battræ, og mange offensive spillere foretrækker dem pga. den gode kontrol og lange boldkontakt, som gør det let at styre bolden, og lave meget skru.
Allround battræ kan deles op i to kategorier: De meget kontrollerede traditionelle allroundtræ (ALL) og de lidt hurtigere allround+ (ALL+). I den første kategori finder vi battræ som Donic Appelgren Allplay, Inzone Flame, Andro TP_Ligna ALL, Stiga Allround Classic og Yasaka Sweden Classic, mens vi i ALL+ kategorien finder Inzone Columbia, Donic Persson Powerallround og Tibhar Samsonov Pure Wood.
Offensive battræ
Offensive battræ laves i mange forskellige typer. Nogle i 5- eller 7-lags krydsfinér, men ofte bruges der carbonfibre til at gøre træet stivere. Bemærk at der er meget stor forskel på battræene i denne kategori - fra den kontrollerede offensiv (OFF-) til den ekstreme offensiv+ (OFF+). Hvor langt de fleste kan spille fornuftigt bordtennis med de mest kontrollerede offensive battræ (fx Tibhar Samsonov Premium Contact, Inzone Explorer, Yasaka Ma Lin Carbon), er det kun rigtigt dygtige bordtennisspillere (som også har en tilpas aggressiv spillestil), der spiller optimalt med de hurtigste battræ (fx Andro Synteliac VCO, Donic Original True Carbon eller Tibhar MK Carbon).